Christian Blaschke fra Human Recovery

Humans of Coworking er tilbage. Den første du skal møde er Christian Blaschke, som har kontorplads hos os. Han er nyudnævnt kundechef hos Human Recovery og arbejder med at udplacere borgere, der har psykiske diagnoser eller er psykisk sårbare.

Christians historie:

Min far arbejdede med jord og beton og min mor var hjemmegående. De var ikke vant til, at der var nogen der kunne – eller ville – læse, men det ville jeg. Jeg fik faktisk fortalt, at jeg ikke ville komme igennem gymnasiet, da man ikke mente, at jeg var fagligt dygtig nok.

Men jeg elskede at nørde med min egen faglighed, og det blev springbrættet for, at jeg gennemførte en gymnasial uddannelse og derefter også formåede at blive optaget på universitet. Jeg har hele tiden ville bevise, at det ikke passede, hvad de andre sagde om mig.

“Siden jeg var barn, har jeg drømt om at komme til at arbejde med noget, hvor jeg kunne kæmpe for andre”

 

Jeg har også selv haft essensen af det, jeg arbejder med, tæt inde på livet. Min mor blev psykisk dårligere og dårligere, og kunne til sidst ikke finde ud af at leve sit liv. Det har fået mig til at tænke på, hvad der kunne have gjort forskellen. Det kunne måske have været, at nogen havde forsøgt at fastholde hende på arbejdsmarkedet, for derved at lave en rehabilitering, give hende støtte, og troen tilbage på, at hun godt kunne lykkes.

Mit arbejde betyder meget for mig rent personligt. Siden jeg var barn, har jeg drømt om at komme til at arbejde med noget, hvor jeg kunne kæmpe for andre.

Leave a comment

X